Folketinget – bliv klogere på emnet i vores artikel

Folketinget er Danmarks nationale parlament. Det første Folketing mødtes i 1849 på Christiansborg Slot, et år efter Danmarks første grundlovsforsamling i 1848.

Folketinget har tre hovedfunktioner: At vedtage love, at godkende regeringens budget og at være forum for politisk debat. Folketinget har også beføjelse til at stille en rigsretssag mod statsministeren og andre ministre.

Folketinget består af 179 medlemmer, valgt for en fireårig periode efter forholdstalsprincippet. Det har holdt til på det nuværende Christiansborg Slot siden 1915, og slottet er bygget til netop at rumme det danske parlament. Christiansborg Slot rummer også statsministerens og de øvrige ministres kontorer, Folketingets administrations kontorer samt Højesteret.

Offentligheden kan deltage i Folketingets debatter, ligesom Folketinget inviterer eksperter med til høringer og debatter.

I det følgende går vi i dybden med forskellige aspekter af Folketingets arbejde og historie.

Lovgivende magt

Folketinget har magten til at vedtage love i Danmark. Lovforslag kan fremsættes af folketingsmedlemmer eller af regeringen.

Lovforslag stilles normalt af den siddende regering

Alle medlemmer af Folketinget kan i princippet stille lovforslag, men det er normalt den siddende regering, der stiller dem. Det skyldes, at der er regeringen, der har adgang til den ekspertise, som sidder i Centraladministrationen, hvis opgave netop er lovforberedende og -udførende arbejde.

Først i udvalg – så i Folketing

De fleste lovforslag behandles først i et af Folketingets stående udvalg. Udvalget kan ændre i lovforslaget, og herefter indstille det til behandling i Folketinget. Folketinget kan behandle lovforslag op til tre gange, hvis der ved hver afstemning er flertal for det.

Efter tredje behandling underskrives lovforslaget af regenten – aktuelt Dronning Margrethe 2. Herefter er loven vedtaget, og er gældende i Danmark.

Vedtagelse af Finansloven

Folketinget har magten til at godkende regeringens budget – den såkaldte Finanslov.

Regeringen fremlægger sit finanslovsforslag for Folketinget i oktober hvert år. Folketingets Finansudvalg behandler forslaget, og kan komme med ændringsforslag. Budgettet behandles herefter af Folketinget som helhed, og sættes til afstemning.

Bliver Finansloven ikke vedtaget, trækker regeringen sig oftest

Finansloven er vigtig, fordi den er hele Danmarks ”husholdningsbudget”, og den er udtryk for den retning, som den siddende regering ønsker at føre landet i – og hvordan den retning skal finansieres.

Derfor er det ofte sådan, at hvis en regering ikke kan finde flertal for sin finanslov, vil regeringen opfatte det som et såkaldt mistillidsvotum, og derefter søge sin afsked. Hvis man ikke kan blive enige om finansieringen, hvad kan man så blive enige om?

Folketingets sammensætning

Folketinget er i øjeblikket sammensat af 17 politiske partier og i alt 6 løsgængere, som står udenfor de etablerede partier.

I regeringen sidder Socialdemokratiet, som er det største parti i Folketinget. Regeringens parlamentariske grundlag udgøres af Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

I oppositionen til regeringen er Venstre det største parti efterfulgt af De Konservative. Desuden er Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige en del af oppositionen.

Endelig sidder et antal såkaldt nordatlantiske medlemmer med i Folketinget. De er valgt på Færøerne og i Grønland.

Hverdagen i Folketinget

Folketingets arbejde ledes af et såkaldt præsidium, der består af en formand og op til fire næstformænd. Formanden vil som oftest komme fra samme parti som statsministeren, hvilket er tilfældet i øjeblikket, hvor Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokratiet er formand.

Formel tone i folketingssalen

I Folketingets debatter holder man på formerne. Alle medlemmer tituleres hr. eller fru og så vedkommendes efternavn. Hvis et folketingsmedlem ikke bruger hr. eller fru, påtaler formanden det, og hvis det bliver grelt nok, kan medlemmet få frataget ordet. Ministre tituleres med deres titel.

Folketinget har en række udvalg, som behandler og beretter om konkrete spørgsmål. Disse udvalg er sammensat af medlemmer af Folketinget fra alle partier.

Mange forslag giver behov for ordførerskaber

Alle Folketingets medlemmer samt ministre kan stille lovforslag, som behandles i udvalgene og i Folketingssalen.

Og der bliver stillet mange forslag – så mange, at det ville være umuligt for det enkelte medlem at sætte sig ind i alle sager, der behandles. Derfor udpeger hvert parti en ordfører for de forskellige områder, som så deltager i udvalgsarbejde og debatter indenfor det eller de områder, som de har ordførerskaber for.

Det nye folketingsår

Den første tirsdag i oktober begynder et nyt folketingsår, hvor statsministeren holder åbningstale under overværelse af medlemmer af kongehuset. Her udstikker statsministeren retningen for det kommende års parlamentariske arbejde.

Rigsretssag

Folketinget har også beføjelse til at stille en rigsretssag mod statsministeren og andre ministre.

Folketingsmedlemmer har immunitet for almindelig retsforfølgelse, men hvis Folketinget vurderer at regeringens medlemmer har gjort noget ulovligt, kan de vælge at stille medlemmer af regeringen for en rigsret.

Rigsret er Folketingets mulighed for at retsforfølge regeringen

Rigsret er en formel beskyldning om forseelse. Et rigsretsforslag skal underskrives af mindst en fjerdedel af Folketingets medlemmer. Forslaget behandles herefter i Folketingets Rigsretsudvalg.

Hvis udvalget beslutter, at der er beviser nok til at understøtte rigsretssagen, afholdes en formel retssag. Hvis rigsretten finder statsministeren eller en anden minister skyldig, afsættes de fra embedet.

Folketingets historie

I 1849 fik Danmark en grundlov, og som en del af den, blev Folketinget og Landstinget etableret sammen som Danmarks nye parlament.

Folketinget og Landstinget havde lige stor magt, men mens borgere, købmænd og uafhængige landmænd valgte hvem, der skulle sidde i Folketinget, var det oprindeligt aristokratiet, der valgte Landstinget. Og med den næste udgave af grundloven i 1866, fik Landstinget mere magt end Folketinget – hjulpet på vej igennem mange år af Kong Christian 9., som fastholdt udnævnelse af konservative regeringer, selvom der var flertal imod dem. Denne praksis blev dog ulovlig fra 1901.

Med grundlovsændringen i 1915 blev der indført almindelig valgret. Kvinder kunne således stemme til rigsdagsvalgene, og samtidig vil de ret til at stille op til Folketinget og til Landstinget.

Og i 1953 blev der igen vedtaget en ny grundlov, hvor Landstinget blev nedlagt og valgretsalderen sænket til 23 år. Den er sidenhen sænket til de nuværende 18 år.

Og i 1953 blev der igen vedtaget en ny grundlov, hvor Landstinget blev nedlagt og valgretsalderen sænket til 23 år. Den er sidenhen sænket til de nuværende 18 år.